Indkaldelse til KRAKA-prisen 2010

Foreningen for Kønsforskning i Danmark indkalder indstillinger til KRAKA-prisen 2010. KRAKA-prisen er stiftet på grundlag af en gave fra cand.scient og BA i russisk Else Høyrup til Foreningen for Kønsforskning i Danmark. Den uddeles hvert år i forbindelse med foreningens årsmøde.
Prisens formål er at fremme dansk kønsforskning. Prisen tildeles et nyskabende og aktuelt værk, der bidrager til udvikling og/eller formidling af dansk kønsforskning. Det pågældende arbejde kan bestå i en artikel, et speciale, en monografi mv.
Alle kan indstille kandidater til prisen (det er dog ikke muligt at indstille sig selv). Indstilling sker ved indsendelse af det påberåbte værk samt en kortfattet motivation for værkets prisværdighed. Prismodtageren udpeges af en uafhængig prisbestyrelse, nedsat af foreningen. Prisen overrækkes ved foreningens årskonference lørdag den 24. april 2010 i Odense.
Prismodtageren forventes at holde en tale ved overrækkelsen. Talen trykkes sammen med prisbestyrelsens motivering i tidsskriftet Kvinder, Køn & Forskning.
Fristen for indstillinger er den 1. marts 2010.
Indstillingerne samt et eksemplar af værket sendes til:
Anita Frank Goth
KVINFO
Christians Brygge 3
1219 København K